Hvad er en ETF?
ETF står for ’Exchange Traded Fund’ – fonde, der kan handle på børsen, som var de et børsnoteret firma. Når du investerer i en ETF, får du en lille del af tusindvis værdipapirer, uden du skal ud og købe hvert enkelt af dem. Det betyder, at du kan sprede dine investeringer uden at skulle betale en masse købsgebyrer.
ETF’erne er en passiv investeringsform, da en ETF lægger sig fast op ad et indeks eller en pulje af værdipapirer – f.eks. statsobligationer, et bestemt land eller regions aktier eller en industri. Der findes f.eks. en ETF for 500 virksomheder i USA, en for de 50 største virksomheder i Europa og der kunne også være en for det danske C20-indeks (selvom den ikke findes endnu). Der er mere end 2500 forskellige ETF’er på børserne over hele verden.
Hvorfor investere i ETF’er?
Et marked stiger og falder, og der kan være store ændringer fra den ene dag til den anden. Der kan også opstå finanskriser og IT-bobler, som slår markedet helt i bund i en flerårig periode. Hvis vi zoomer helt ud og kigger på kurserne over en længere årrække eller måske helt tilbage til starten af markederne, er der dog ingen tvivl om, hvilken retning kurserne er gået i. De stiger langsomt med større eller mindre bump på vejen.
ETF’er følger markederne, og hvis udviklingen forsætter, som den altid har gjort, vil ETF’erne også stige tilsvarende i værdi.
Sådan er ETF’erne udvalgt
Der anvendes 8 forskellige ETF’er, der dækker forskellige aktier, obligationer, råvarer og fast ejendom. Derudover holder Partnerbanken hele tiden øje med, om der er flere eller andre ETF’ere, som passer bedre til investeringsplanerne.
Når der vælges en ETF, er det vigtigt at:
-
- Værdipapirerne i ETF’en er attraktive – især dem, der fylder meget i indekset
-
- ETF’en matcher indeksets afkast så præcist som muligt
-
- Omkostningerne er lave
-
- Forskellen i omkostninger ved køb og salg af ETF’en er den mindste
-
- ETF’en er fysisk – så den er sikrere for investorerne
-
- Finanstilsynet har godkendt ETF’en
Risici ved ETF’er
Det kan påvirke din opsparing hvis de værdipapirer du ejer er i en anden valuta end danske kroner.
En del af de ETF’er, der bruges, bliver handlet i Euro, som er tæt bundet op på den danske krones kurs. De værdipapirer som ligger inde i ETF´ en handles i forskellige valutaer. Den primære valuta eksponering ud over Euro er derfor amerikanske dollars, hvilket betyder at din portefølje vil blive påvirket i kursen mellem amerikanske dollars og Euro’en. Det er den samme valutarisiko, som hvis du for eksempel køber amerikanske aktier som Apple og Google.
Man kan eliminere valutarisikoen ved at anvende en såkaldt ”hedge”. Partnerbanken anvender ikke hedging, da valutaeksponeringen bidrager med en øget spredning i porteføljen. Derudover er hedging forbundet med yderligere omkostninger.
Det er usandsynligt, men hvis en ETF-udbyder skulle gå konkurs, er der en risiko for, at du må sælge ud, før du havde regnet med. Dine investeringer stadig dine, men alle papirerne bliver solgt, og du får værdien udbetalt.
Sådan virker vores værktøj
NORDs investeringsværktøj bruges af Partnerbanken til at sammensætte en portefølje, der kan give dig det størst mulige afkast i forhold til den risiko, du har lyst til at tage.
Når Partnerbanken udregner hvordan din investeringsplan bør se ud, gør den først brug af en nobelprisvindende og gennemtestet model som ligger i værktøjet. Modellen finder din optimale fordeling af aktier, obligationer og andre aktivklasser (grupper af værdipapirer). Derefter gennemgås systematisk de ETF’er, der er udvalgt, og der findes frem til, hvilken fordeling, du skal have i din portefølje.
Den nobelprisvindende model
Forskeren og økonomen Harry Markowitz står bag den model, der bruges i udregningerne. Markowitz præsenterede i 1952 en model som bygger på fordelene ved diversificering i en portefølje – at sprede investeringen over flere forskellige aktiv klasser. Ved hjælp af denne spredning er det muligt at opnå et højere risiko-justeret afkast, end ved kun at have én aktiv klasse i porteføljen. De porteføljer der har det højeste risiko justerede afkast, altså det optimale forhold mellem risiko og afkast, siges at ligge på den ”efficiente rand”.
Modellen er siden blevet gennemtestet og brugt af mange økonomer og banker, og i 1990 vandt den Nobelprisen.
Fra fordeling til ETF’er
Når Markowitz’ model har udregnet den optimale fordeling af aktier, obligationer og andre værdipapirer, bruger Partnerbanken også værktøjet til at udvælge ETF’erne og fordelingen imellem dem. Værktøjet kan finde frem til hvilke ETF’er din investeringsplan rent praktisk bør bestå af for at porteføljen ligger på Markowitz’s efficiente rand. Værktøjet sørger altså for, at ETF’erne tilsammen har den rette mængde af f.eks. aktier og obligationer for at nå den optimale portefølje.
Hvad er re-balancering?
En portefølje skal holdes ved lige, så den beholder den samme risiko, når markederne stiger og falder.
Partnerbanken står løbende for at re-balancere din portefølje. Rent praktisk går det ud på at købe og sælge ETF’er, så din portefølje holder den samme procentvise fordeling af værdipapirer. Der re-balanceres, når fordelingen har forskudt sig mere end en fastsat grænse – hvilket normalt svarer til 2-3 gange om året.
Du betaler ingen handelsomkostninger ved re-balanceringen, men der er en valutamarginal(et vekslegebyr) når der veksles mellem Euro og DKK.
Hvorfor skal man re-balancere?
Over tid vil der komme nogle forskydninger i en portefølje. Det kan være, at aktierne stiger meget i en periode, hvor obligationerne falder. I sådan en situation, vil risikoen være blevet større, fordi porteføljen består af en større procentdel aktier end tidligere. Her vil Partnerbanken derfor gå ind og sælge lidt af dine ETF’er med aktier og i stedet købe nogle med obligationer. Omvendt vil risikoen falde, hvis obligationerne stiger og aktierne falder. Her vil Partnerbanken så gøre det modsatte og sælge lidt af dine ETF´er med obligationer og istedet købe nogle med aktier. Din portefølje justeres dermed tilbage til det oprindelige risiko niveau.
Giver et højere afkast
Der re-balancerers ikke kun for at holde risikoen på det samme niveau. Når der sælges ud af de papirer, der er steget mest og købes af de papirer, der er faldet mest, er der en stor sandsynlighed for, at man sælger, når det er dyrt og køber, når det er billigt. Det viser sig som regel af være en god ide.
